GrænseGuiden.dk


Med camper ud i det blå.

Med sommeren på sit højeste befinder tusindvis af danskere sig allerede sydpå under varmere himmelstrøg. Men en del familier har på trods af det vekslende sommervejr i Danmark valgt at blive indenfor landets grænser. På en god solskinsdag behøver man i sin ferie kun en strand, en have – og en god liggestol. Skulle vejret blive alt for vekslende, er der masser af muligheder for små, korte ture f.eks. over grænsen til Tyskland, eller man kan vælge at bestille en rejse i sidste øjeblik eller måske leje en camper, så ferien kan fortsætte i andre omgivelser.

1
Foto: Elsa Holmer.

Nogle af disse muligheder prøver vi at samle op på i denne artikel.

Det er også i 2017 en meget populær ferieform at rejse i autocamper. Antallet af campere på vejene i hele Europa er i stigning år for år. Og flere og flere børnefamilier benytter sig af den frihed, der ligger i selv at bestemme, hvor morgendagens tur går hen.

Det er den absolutte højsæson lige nu, og det gør det naturligvis svært at finde tilbud på såvel rejser som autocampere. En søgning på en relativt ny portal: https://www.billiger-mietwagen.de/wohnmobil-mieten.html viser, at det godt trods alt godt kan lade sig gøre at leje en autocamper i Tyskland midt i højsæsonen. For perioden fra 29.07. – 12.08. 2017 var der på søgningstidspunktet lørdag d. 8.juli 13 tilbud på campere i alle størrelse. Prisen varierer med størrelsen og starter ved  1.923 € for 14 dage = 137 € pr. dag (1023 kr.). https://booking.camperdays.de/booking/result.php?requestId=1a64b439d0315e4e17d04f792f30effc  Man skal være opmærksom på, at portalen www.billiger-mietwagen.de reklamerer med, at de sammenligner priser. Dette er måske lidt af en overdrivelse, idet man straks under søgningen bliver ledt videre til hjemmesiden www.camperdays.de Vær også opmærksom på, at siden https://www.billiger-mietwagen.de/wohnmobil-mieten-flensburg.html reklamerer med udlejning af autocampere fra Flensborg. Når man skal vælge afhentningssted, findes Flensborg dog ikke på listen. Nærmeste afhentning er Hamborg.

ADAC, som er en pendant til FDM i Danmark, har en hjemmeside, hvor man nemt og overskueligt kan leje autocamper: https://www.adac.de/produkte/autovermietung/wohnmobile/  Hos ADAC – med afhentning i Flensborg – er der på søgetidspunktet 1 tilbud fra 01.08.-11.08.2017 – altså 11 dage – til en pris af 1.085 € = 98,5 € pr. dag (735 kr.). Det drejer sig om en mellemklassecamper med god plads til 4 personer. Med afhentning i Hamborg er der udsolgt i den valgte periode.

Der findes flere muligheder at vælge imellem som f.eks. www.campanda.de og https://www.mcrent.de blot for at nævne nogle af de største.

Det gælder om at se sig godt for. Der kan være store forskelle på, hvad der indgår i prisen, og hvad der skal tilvælges som ekstraudstyr. ADAC har som regel nogle af de billigste priser og rigtig mange afhentningssteder rundt omkring i Tyskland. Til gengæld skal man være i god tid for at få fat i en af camperne her, netop fordi det er populært at leje hos ADAC. Men kan man holde sin ferie udenfor de mest belastede tidspunkter, er der gode køretøjer at vælge imellem hos ADAC – og til en højst fair pris. En anden ting er, at man altid kan være sikker på at få en ny vogn at køre i. Normalt bliver camperne skiftet ud efter 2 år.

I 2015 stod der at læse i artiklen ”Hold billig ferie ved at leje autocamper i Tyskland” følgende:

Grænseguiden har undersøgt mulighederne for ovennævnte periode, der er en af de mest eftertragtede i både Danmark og Tyskland. Og vi er kommet frem til et overraskende resultat. Der er blevet et betydeligt større udvalg af såvel køretøjer som firmaer, og det er som nævnt blevet billigere. Det sidste er ikke så mærkeligt, når konkurrencen er blevet større, og det er helt klart til forbrugernes udelte glæde.

I to tidligere artikler om emnet, i 2013 og 2014,  viste vores pristjek, at det kunne betale sig at leje hos de større firmaer, der har mange biler til rådighed. Denne gang er vi kommet til samme resultat. Man skal altid passe på, hvis man kaster sig ud i at leje en camper via nettet. Der kan f.eks. opstå sprogvanskeligheder, men det vil næsten altid være sådan, at man hos de større firmaer tilbyder en engelsktalende konsulent. Hvordan hjemmesiden er opbygget, er også temmelig vigtigt. Man kan søge længe og forgæves, hvis udlejningsfirmaets hjemmeside er for besværlig at bruge. Det er spild af tid, og det kan i visse tilfælde også sige noget om firmaets professionalitet. Så vælg udlejeren med omhu og sørg for, at alle betingelser er forstået, før en udlejningsaftale indgås. Bed udlejningsfirmaet om at sende en kontrakt og gennemgå den omhyggeligt, før underskriften sættes.”

Det samme er gældende i 2017. Der er en del firmaer, der tilbyder at udleje autocampere. Også private lægger annoncer ind. Og her kan man formentlig lave en god aftale med ejeren. Problemet opstår, hvis noget går galt. Så kan man komme grusomt i klemme, hvis der er problemer med forsikringsbetingelserne. Priserne fra 2013 og til i dag er stort set de samme. Hvis de er ændrede, er de blevet en smule billigere på grund af større udvalg. Det betyder en hel del, hvor gammel autocamperen er ved udlejningen. Jo nyere vogn, jo færre problemer – som hovedregel. Det handler som ved så mange andre ting her i livet om tillid.

Og så er der dem, der vælger at leje en luksusbil i Tyskland for at blive transporteret til feriestedet på værdig vis. Se mere her: http://www.graenseguiden.dk/2015/06/09/10280/

Camperferie på den anden side af ”dammen”.

Camperferie i Australien og USA er også blevet populært. Det mærker man også på rejsebureauet My Planet, som tilbyder at arrangere ferien i lejet camper i bl.a. USA og Canada. Til priser fra 6.700 kr. og opefter kan man holde ferie i et lejet motorhome i 2 eller flere uger inkl. flyrejsen. Det er frihed og anderledes ferie. På grund af dalende dollarpriser og det, som mange måske vil kalde usikre politiske forhold under præsident Trumps styre, er priserne dalet kraftigt. Derfor er chancen der lige nu for at få en anderledes oplevelse under fremmede himmelstrøg til et yderst rimeligt beløb. På firmaets hjemmeside kan man få god inspiration til rejsen, men, siger Anders Stoustrup fra My Planet, ”vi foretrækker at tale med vores kunder i telefonen, når rejsen skal bestilles. Vores rejser bliver aldrig noget, der kan købes online. En god ferie kræver personlig rådgivning, og den giver vi rigtig gerne”.

Det er billigt lige nu. Men husk, at når man rejser med motorhomes i USA, så er der mange pakker, der skal tilkøbes som f.eks. udstyr (gryder, pander, tallerkener, bestik osv.) og borde og stole. My Planet reklamerer også med, at man kan komme af sted i et motorhome fra 400 kr. i basisleje. Det kræver dog, at ferien holdes uden for højsæsonen. Men stadig en rigtig god mulighed for en super oplevelse. http://www.myplanet.dk/usa/autocamper/tilbud

 

Rigtig god sommerferie

 

Elsa Holmer, Grænseguiden

 

 

Links:

http://www.graenseguiden.dk/2015/07/04/billig-ferie-i-tyskland-med-autocamper/

http://www.graenseguiden.dk/2013/09/09/ferie-i-lejet-autocamper/

http://www.graenseguiden.dk/2015/05/21/penge-at-spare-ved-at-kobe-campingudstyr-syd-for-graensen/