GrænseGuiden.dk


Oplev Berlin på en anderledes måde

Berlin er mulighedernes by. Mange danskere enten flyver eller kører til Berlin hvert år, og nu da vinterferien nærmer sig, er byen et af de eftertragtede feriemål, hvis man ikke lige skal på skiferie.

Oberbaumbrücke. Copyright: visitberlin, foto: Wolfgang Scholvien.

Oberbaumbrücke. Copyright: visitberlin, foto: Wolfgang Scholvien.

 

Der er stor forskel på Berlins mange forskellige bydele – fra Charlottenburg, til Friedrichshain, fra Schöneberg til Kreuzberg, Fra Tiergarten til Prenzlauer Berg og Neukölln. 17 bydele i alt – og hver bydel har sig særpræg. Det er vanskeligt for ikke at sige umuligt at få Berlin ind under huden på nogle få dage.

Har man kun 3-4 dage til sin rådighed, er det en rigtig god idé på forhånd at sætte sig lidt ind i, hvad man vil opleve. Shoppeturen på Kurfürstendamm med alle de fine butikker. Kreuzberg med bohèmelivet, mangfoldigheden, de støjende klubber i Oranienstrasse, anarkisterne ved Kottbusser Tor. Tiergarten med præsidentboligen, slottet Bellevue, de enorme grønne områder, ambassaderne og Berlin Zoo. Eller måske  Friedrichshain, bydelen med de mange små caféer og restauranter, der er forbundet med Kreuzberg via Oberbaumbrücke. Helt uundgåelig er bydelen, der simpelthen hedder ”Mitte”. Byens kerne, det historiske centrum med Museumsinsel, Brandenburger Tor, Reichstag, Unter den Linden og Alexanderplatz. Alene det at opleve bare en mindre del af de verdensberømte turist-attraktioner i Mitte kræver næsten en ferie i sig selv.

Se kort over Berlins bydele og en gennemgang af hver bydels karakteristika her: http://www.berlin-guide.dk/index.php/se-i-berlin/bydele-6

 

Berlin er også kendt for de mange festivals, der foregår i byen – fortrinsvist om sommeren. Én af de allermest kendte er Berlinalen, der løber af stablen netop i februar måned – mere præcist fra den 15. februar til den 25. februar 2018 begge dage inklusive. Berlinalen er en af de vigtigste filmfestivaler i verden. Den blev startet i 1951. Berlin lå dengang omgivet af det kommunistiske Østtyskland, og derfor opstod der et behov for at have en slags udstillingsvindue til den frie verden.  400 film bliver hvert år præsenteret på Berlinalen, der munder ud i uddelingen af den eftertragtede Guldbjørn.

Billetterne bliver sat til salg fra d. 12. februar og koster alt mellem 4 € og 20 €, den store filmfremvisning med tilhørende middag undtaget. Her koster det 95 € at deltage.  Læs mere om mulighederne for at deltage i Berlinalen her: https://www.berlinale.de/en/programm/tickets/index.html

 

Hvis man vil have et overblik over Berlin, før man kaster sig ud i de enkelte bydele og turistattraktioner, er hop on-hof off busrundturene en oplagt mulighed. Turen tager ca. 2 timer uden stop og koster ca. 200 kr. pr. person. Berlin City Tours er en anden mulighed, og her kan man vælge mellem guidede cykelture, gåture, busture, sejlture eller noget helt andet. Insider Tours arrangerer guidede specialture på engelsk, og Berliner Unterwelten sørger for, at gæsterne bliver ført gennem en underjordisk verden af bunkers, mens man hører historier fra den kolde krig eller andre hårrejsende begivenheder. Se links sidst i denne artikel.

En specialitet er også det, firmaet Eat the World tilbyder. En spændende gåtur på ca. 3 timer rundt i en af bydelene – en tur, der også byder på 6-7 forskellige stop, hvor man smager på kulinariske overraskelser fra forskellige dele af verden. For eksempel byder turen i Friedrichshain på en polsk bistro, en Currywurst-Imbiss. En mexicansk restaurant, en kreativ snack-bar, en syrisk café, en butik med chokolader og tærter samt en østrigsk restaurant. Det er vigtigt at understrege, at turen ikke egner sig for mennesker med specielle kost-allergier og heller ikke for veganere. Se link sidst i artiklen.

Foto: ”eat-the-world.com”.

Foto: ”eat-the-world.com”.

 

En helt anden mulighed er det at få en dansker med et specielt kendskab til byen til at stå for en forførende rundtur. En af dem, der tilbyder at guide rundt, ”når lejlighed byder sig”, som hun selv siger, er journalist og turistfører, Gitte Merrild. Mere om disse ture her: http://gm3809.wixsite.com/pop-up-i-berlin

Det samme tilbyder Nicolaj Holmboe, som også har beskæftiget sig indgående med Berlin. Den tidligere folkeskolelærer og højskolelærer lægger vægt på at fortælle om Berlin med en personlig tilgang og holder også foredrag med et musikalsk udgangspunkt om byen. Nikolaj Holmboe kan kontaktes via denne hjemmeside: http://danskguideiberlin.dk

Lene Tymoshenko voksede op i Helsingør og har de seneste mange år været bosat i Berlin. Via sin hjemmeside: www.berlinpaavrangen.com tilbyder hun stort set hver uge guidede ture i Berlin for en pris på 15 € pr. deltager (børn under 10 år gratis). Disse ture foregår også til fods, og der betales kontant ved turens begyndelse. De åbne ture tilbydes fredag, lørdag og søndag, og denne uges ture byder på følgende emner: Neukölln’s mange ansigter, Kreuzberg/Lille Istanbul samt Friedrichshain i 1990’erne og i dag / husbesættere og andre livskunstnere. Turen tager 2-3 timer, og der gøres evt. ophold på en café undervejs. Se mere på hjemmesiden.

Slow Travel Berlin tilbyder også helt specielle indføringer i Berlins kultur og historie, og det gør de ved at koncentrere sig om ét sted ad gangen. Man skal tage sig god tid for at få byen og dens spændende historie rigtigt ind under huden, mener firmaet. Det bærer deres ture også præg af. Fredag d. 9. februar er emnet : Berlin’s Film and Music Heritage og søndag d. 18. februar er titlen: Invisible Border – Walking the Berlin Wall. Der er 2 ture på programmet d. 11. februar: Beyond Kollwitzplatz og Around Alexanderplatz. Turene foregår i grupper på mellem 2 og 8 personer, og derfor er tilmelding også nødvendig. Firmaet laver også kreative workshops. Det kan man læse meget mere om på firmaets hjemmeside. http://www.slowtravelberlin.com/tours/

 

Et helt specielt kapitel om Berlin er de kulinariske muligheder og de mange, spændende muligheder for at bo til rimelige priser i byen. Det handler den kommende artikel om.

 

God fornøjelse

 

Elsa Holmer, Grænseguiden.

 

 

Links:

https://www.eat-the-world.com/en/food-tasting-cultural-tours-berlin.html

https://www.berliner-unterwelten.de/da.html

http://www.berlin-guide.dk/index.php/component/content/article?id=105&itemid=45

http://www.insidertour.com

https://www.berlincitytours.com

https://www.berlincitytours.com/bus-tours/?gclid=EAIaIQobChMI2ID9l_j_2AIVhYKyCh3ftABSEAAYASAAEgJG6fD_BwE