GrænseGuiden.dk


Berlin i vinterferien?

Det er forholdsvist nemt at komme til Berlin. Fra den dansk/tyske grænse er der ca. 450 km., og det tager godt 4-4 1/2 time i bil. Man kan bo fra omkring 300 danske kroner for et døgn, og man kan nyde mad fra stort set alle verdens køkkener både billigt og godt.

Regeringskvarteret med Rigsdagen. Foto: Pierre Adenis.

Regeringskvarteret med Rigsdagen. Foto: Pierre Adenis.

 

Rejsen

Berlin er en smeltedigel af kulturer. Og der er mange måder at besøge byen på. Priserne er stort set de samme, hvad enten man rejser med bus, tog eller fly. Det afhænger af den tid, man har til rådighed og den rejseform, man nyder mest.

Fra København er der mange fly-afgange at vælge imellem. Blandt de billigste er flyselskabet Easy-jet, hvor man kan komme til Berlin stort set alle dage i vinterferien for 605-800 kr. tur-retur. Der er for eksempel afgang d. 10.02. kl. 12.05 fra København og retur fra Berlin 15.02. kl. 11.40 med ankomst til Købenavn kl. 11.40. Nemt, bekvemt og billigt, hvis man bor i en rimelig afstand fra Kastrup Lufthavn. Også Norwegian har fly til Berlin. Her er der afgang kl. 07.25 om morgenen fra Kastrup og retur fra Berlin kl. 08.55 eller 18.00 – tur-retur for 710 danske kroner, hvis man f.eks. rejser d. 10.02 og returnerer d. 15.02.

Fra Jylland kan man komme af sted for samme pris, hvis man vælger Billund Lufthavn. 640 kroner koster det tur-retur med Ryanair, hvis man vælger en afgang d. 11.02 og retur d. 16.02. Fra Tirstrup Lufthavn ved Aarhus skal man tidligt af sted, hvis man vil flyve til Berlin – nemlig kl. 06.45 om morgenen, og så må man betale fra 2.000 kr. og opefter for samme tur. Det samme gælder Aalborg Lufthavn, hvor turen med Norwegian for en lowfare billet koster lige knapt 2.000 kr. tur-retur. Der er ingen direkte fly, så man må regne med en rejsetid på næsten 6 timer med 1 stop.

Flixbus kører fra mange af de større byer i Danmark. Vi har tjekket prisen for en afgang lørdag d. 10. Februar kl. 08.10 fra Aarhus til Berlin. Rejsetid 8 timer og 50 minutter. Pris 439 kr. Retur fra Berlin d. 15. februar koster turen 284 kr., og rejsetiden er 12 timer og 5 minutter. Med DSB koster turen stort set samme pris. Nonflex på 2.klasse uden pladsbillet kan man komme tur-retur til Berlin for godt 900 kr. pr. person i uge 7.

Det er helt klart, at det betaler sig at snuppe bilen, hvis en hel familie på 4-5 personer skal af sted. Er man 1 eller 2 personer derimod, er der nok mere afslapning i at lade sig transportere med bus, tog eller fly.

Opholdet

Berlin byder på overnatninger til mange forskellige priser, og en del af dem er meget overkommelige. Skal hele familien af sted, betaler det sig at lede efter en lejlighed på f.eks. booking.com, Novasol eller måske airbnb. Her findes der lejligheder fra omkring 4.000 kr. for en uge for 4-5 personer. Hjemmesiden: https://www.facebook.com/notes/vild-med-berlin/vild-med-berlins-guide-til-at-bo-i-berlin/309334035855272/  kunne også være en mulighed. Man skal dog være opmærksom på, at nogle af adresserne ikke eksisterer mere, hvilket tyder på, at facebook-siden ikke bliver opdateret så ofte. Og så skal man kontakte ejerne direkte og stole på hinanden uden garanti fra en professionel udbyder. Til gengæld kan der være et spændende lejemål i udsigt.

Er det derimod egoist-ferien eller kæresteferien, der er tale om, kan man gå på jagt efter små listige steder på b&b sider, som tilbyder værelser eller mindre lejligheder fra 300 kr. pr. nat og opefter. Det kunne være http://www.bandb-ring.de/p/rberlin.htm  Her er der ikke så mange lejligheder i udbud, men til gengæld er de fleste af dem yderst vel beliggende, og så får man personlig kontakt med udlejerne – og måske gode, lokale råd til ferien.

På hjemmesiden https://www.bedandbreakfast.eu/bed-and-breakfast/berlin/germany/c2950159?  er der også mange valgmuligheder for velbeliggende b&B lejligheder eller værelser til mange forskellige priser. Ærgerligt bare, at man lukker hoteller, som kalder sig b&b hoteller ind på siderne. De er dog nemt genkendelige, så de er forholdsvist nemme at undgå. På denne hjemmeside tilbydes der overnatninger til priser fra ca. 380 kr. og opefter. Det er muligt at krydse af, til hvilken pris, man ønsker sin overnatning.

Restaurant Rocco i Kreuzberg kvarteret. C: VisitBerlin. Foto: Koschell.

Restaurant Rocco i Kreuzberg kvarteret. C: VisitBerlin. Foto: Koschell.

 

Hvor skal vi spise?

Der er så mange restauranter og caféer i Berlin, at det er umuligt at remse op. Kreuzberg og Prenzlauer Berg byder på kulinariske oplevelser fra stort set hele verden. Det samme kan man sige om flere af de andre bydele. Det betaler sig at bestille bord i forvejen, hvis man vil spise på en af de gode restauranter. Går man ud på må og få, risikerer man, at de eneste steder, der er ledige borde, er de mindre gode restauranter.

Der er flere forskellige guides, man kan tage med på råd, inden man vælger restaurant. En af dem er: http://www.berlin-guide.dk/index.php/om-berlin-guide-dk . Her findes der henvisninger til en lang række spisesteder. Klik på ”gå ud” og vælg herefter den bydel, du eller I har lyst til at spise i. Det er nemt at finde rundt i guiden, og der er gode forklaringer. Man skal dog huske, at det er personlige indtryk, der deles ud af fra dem, der står bag guiden.

Man kan naturligvis altid søge på Tripadvisor’s Berlin guide, hvor det er muligt at vælge restauranter inden for forskellige kategorier.

Den nye trend – det nye tyske køkken – skal er værd at lægge mærke til. I stil med det nye nordiske køkken,  har nogle af de bedste tyske kokke stukket hovederne sammen og besluttet, at de vil udvikle et nyt tysk køkken med stor respekt for de gamle tyske traditioner – men med et nyt touch og med vægt på og respekt for lokale kvalitets råvarer. Et af de steder, hvor det nye tyske køkken står stærkt er netop Berlin.

På hjemmesiden www.top10berlin.de har man lavet en top 10 liste over det nye tyske køkken. På et kort får man et hurtigt overblik over,  hvor disse 10 bedste restauranter ligger i forhold til det centrale Berlin. Et par af restauranterne har Michelin-stjerner, hvilket naturligvis giver anledning til en vis prissætning. Men 7-8 af restauranterne har meget normale priser set med en danskers øjne. Mellem 10 og 30 € koster de fleste retter. Hvis man gerne vil prøve en bestemt restaurant og synes, den er en smule for dyr, lyder tippet på at tage frokost-menuen i stedet for. Så kan man afprøve restaurantens standard uden at komme af med slet så mange penge.  Se mere her: https://www.top10berlin.de/de/cat/essen-267/neue-deutsche-kueche-2961

Men Berlin er ikke dyr at gæste. Hvis man gør sig bare en smule umage for at finde overnatning og spisesteder til den pris, man har sat sig for at betale, finder man alligevel langt flere muligheder, end man har mulig for at afprøve på 8-10 dage.

 

Rigtig god vinterferie

 

Elsa Holmer, Grænseguiden.