GrænseGuiden.dk


Påskeudstillinger i Grænselandet

Påsken er tid for masser af kunstudstillinger over det ganske land. Sådan er det også med Grænselandet syd og nord for den dansk/tyske grænse. Det myldrer med påskeudstillinger, små som store, hvor kendte og ukendte kunstnere får lejlighed til at vise, hvad der rører sig.

Inger Dethlefsen: ”Lige for min fod”. Foto: Inger Dethlefsen.

Inger Dethlefsen: ”Lige for min fod”. Foto: Inger Dethlefsen.

 

Alene i Sønderborg Kommune, der også omfatter Als,  er der 24 forskellige udstillingssteder, der holder åbent i påsken. Og der er mange forskellige kunstretninger repræsenteret.

En af de mere spektakulære udstillinger finder sted i Idrætscenteret på Stadionvej 1 i Nordborg. Arrangør er Nordborg Kunstinitiativ, som omfatter en gruppe af frivillige, der har det formål at øge opmærksomheden på god regional kunst, men også at tiltrække udenlandske kunstnere til at udstille på Als. Og man må sige, at det er lykkedes med årets påskeudstilling. Mere end 100 kunstnere fra Danmark, Sverige, Tyskland, Island og Luxemburg og fra lande som Ukraine og Syrien udstiller deres værker på 24 gallerier og udstillingssteder fra d. 29. marts til d. 2. april 2018.  Der trækkes tråde til afrikansk kunst. Der udstilles foto, smykker, glaskunst, skulptur, maleri og meget mere. Der er musisk underholdning leveret af gruppen ”Who” ved ferniseringen, som foregår Skærtorsdag d. 29. marts, kl. 12.00 Hele herligheden bliver åbnet af viceborgmester Stephan Kleinschmidt, og der er gratis entré til samtlige udstillinger.

Som noget helt særligt kører der en udstillings-bus, som afgår fra Idrætscentret efter ferniseringen. Bussen kører til udstillingerne i Det Røde Palæ i Augustenborg, KunstPunkt/KunstVærket ligeledes Augustenborg, Alsingergården/Stolbroladen i Svenstrup og Nygård i Nørreskoven. Bussen kører deltagerne tilbage til udgangspunktet, Idrætscentret i Nordborg med ankomst kl. 17.00. Hele turen koster 40 kr. Billetterne købes i Idrætscentret på dagen. Der er ikke mulighed for forudbestilling.

Hele programmet kan ses på følgende link: https://www.visitsonderborg.dk/sites/default/files/asp/visitsonderborg/Kampagner/paaske/Paaskeudstilling/katalog_2018__1.pdf

Her kan man også læse mere om de deltagende kunstnere. Der er al mulig grund til at møde op til dette spændende udstillings flow med mulighed for besøg på en lang række udstillingssteder.

KunstPunkt i Augustenborg ”tyvstarter” dog deres påskeudstilling med en fernisering allerede lørdag d. 24.marts. Men udstillingen er åben hele påsken hver dag fra kl. 11. til kl. 17. Alene her er der 22 udstillere af kunstudøvere i alderen 17-80 år. Udstillingen er fordelt i 9 rum på 2 etager. Udstillerne vil selv være til stede i hele udstillingsperioden.

KunstPunkt Augustenborg er at finde på adressen: Storegade 14, 6440 Augustenborg.

Vuc Cuk. Foto: Galleri Nørballe, Augustiana.

Vuc Cuk. Foto: Galleri Nørballe, Augustiana.

 

En anden af de meget spændende påskeudstillinger i grænselandet er solo-udstillingen ”Æstetiske Systemer” på Augustiana. Det er værker af en ung kunstner fra Beograd, Vuk Cuk, der præsenteres under denne titel. Kunstneren benytter sig af de nye teknologier, der er tilgængelige i verden i dag og henter meget af sin inspiration her. Kunsthistoriker Andela Rokvic beskriver det bl.a. således: Samtidigt med at han moderniserer maleriets traditionelle fremgang, uophørligt opfindende nye ekspressive former, bevarer Vuk konsistensen med sit kunstneriske udtryk, et letgenkendeligt udtryk hvor former og farver dominerer som vigtigste ekspressive elementer.

Udstillingen kan ses i Det Hvide Palæ på Augustiana i Augustenborg. Der er fernisering Skærtorsdag d. 29. marts kl. 11.00, hvor kunstneren vil være til stede. Udstillingen er åben alle påskedage kl. 11-17. Udstillingsperiode til 27.maj 2018. Der er gratis entré. Alle kunstværkerne kan i øvrigt erhverves.

Også på Augustiana, men i det Røde Palæ, præsenteres en anden udstilling under titlen ”Repetition”. Det er billedkunstneren Jovana Banjanacs sprudlende værker, der kan ses her. Jovana Banjanac kommer fra Serbien, og også hun bruger moderne teknologi i sine værker, idet hun ved hjælp af computerskabte billeder på lærredet forener grafisk design og maleri.

Der er fernisering Skærtorsdag d. 29. marts kl. 11.00. Kunstneren vil være til stede ved ferniseringen. Udstilling er åben i påsken kl. 11-17 alle påskedage og herefter frem til d. 27. maj. Der er gratis entré.

 

Når man besøger Augustiana skal man huske at sætte tid af til den meget inspirerende og spændende skulpturpark, der ligger direkte ned til Augustenborg Fjord. Skulpturerne er skabt af flere generationer af billedhuggere – danske såvel som udenlandske, og her kan man betragte – og røre ved – mange spændende værker af alle størrelser. Blandt de danske billedhuggere, der har deres værker repræsenteret her kan nævnes: Lene Desmentik, Henrik Voldmester, Klaus Englund Pedersen, Karl Åge Riget, Helge Holmskov, Søren Schaarup, Ole Lorin Rasmussen, Kirsten Ernst, Trine Brix, Jørn Rønnau, Paul Ranslet og mange flere.

Der er fri entré til skulpturparken, og der er også mulighed for at bestille en guidet rundvisning i såvel skulpturparken som i palæet. Prisen er 50 kr. pr. deltager ved minimum 12 deltagere. Rundvisningen varer en god time. Henvendelse kan ske til galleriejer Kim Nørballe på telefon 2220 2591 – eller på e-mail: info@gallerinoerballe.dk

Vuc Cuk, Augustenborg. Foto: Galleri Nørballe

Vuc Cuk, Augustenborg. Foto: Galleri Nørballe

Lene Rudolph, Luxemburg. Foto: Lene Rudolph.

Lene Rudolph, Luxemburg. Foto: Lene Rudolph.