GrænseGuiden.dk


Den lammefromme naturpleje

Det er den rene idyl, når vinden suser ind over digerne ved vestkysten, mens fårene ligger fredeligt på marskens saftige, grønne græs. Overalt høres lyden af får og lam, der bræger – forskellige lyde fra de gamle, med deres dybere stemmer og fra de unge lam med de lysere stemmer. De få vandrere og cyklister, der kommer forbi, er ikke i stand til at bringe fårene ud af deres ro. Det synes, som om dyrene kun kender til at spise og sove. Og det virker, som om det er nok til at få livet til at virke både tilforladeligt og fredeligt.

Muflon får ved fodring hos entreprenør Jes Larsen, Mols. Foto: Elsa Holmer.

Muflon får ved fodring hos entreprenør Jes Larsen, Mols. Foto: Elsa Holmer.

Tamfår, som vi kender dem i dag i både Tyskland og Danmark er et af de første dyr, som blev tæmmet. Det skete for mindst 5.000 og måske endog helt op til 11.000 år siden. Dermed kan man sige, at fåret er et af de ældste nyttedyr i menneskehedens historie. Som det sker med alle andre dyrearter, er også fåret blev forædlet og forfinet ved avl. Et par af fårets specielle egenskaber er der blevet lagt en ekstra stor vægt på – nemlig at fårekødet skal være godt at spise, og at fårets uld skal være af en kvalitet, som kan anvendes. Fåremælken har måske gennem tiderne ikke været af så stor betydning, men det har ændret sig med tiden. Blandt andet er der i dag stor fokus på fåremælks og gedemælks betydning for de mange allergikere, der ikke tåler komælksprodukter. Også ost fra såvel for og geder har vundet stor indpas og betragtes af mange som en delikatesse.

Muflon får menes at være den race, som danner grundlag for tamfårene. Racen stammer oprindeligt fra Lilleasien, men overlevede kun på Sardinien og Korsika. Herfra er de udsat som vildfår en del steder i Europa, men de findes også i bestande i både Tyskland og Danmark. Et af stederne er hos entreprenør Jes Larsen i Egens på Mols. Her går ca. 30 dyr – sammen med kronvildt – på et areal på ca. 3 hektar jord. Jes Larsen understreger, at fårene ikke er tamme, og at de er sky, hvis der kommer fremmede. Der er næsten ingen fedt på disse får, og derfor smager kødet mere som en mellemting mellem krondyr og lam, end det smager som almindeligt lammekød.

Der findes i Danmark omkring 30-40 forskellige fåreracer med forskellige egenskaber. Men de ca. 100.000 får i Danmark vægter ikke meget i forhold til bestanden på ca. 1,2 milliarder på verdensplan. I Tyskland regner man med, at der er omkring 2.5 millioner moderfår. Til gengæld siges Danmark at have verdensrekord i fåreracer i forhold til antallet af moderfår, fordi der til stadighed importeres og eksperimenteres med nye racer.

Får har en fantastisk betydning for naturplejen. Og fordi fårene som oftest græsser på naturarealer, er der mange, der regner fårets – eller lammenes – kød som det sundeste kød, man kan få. Dyrene passer så at sige sig selv. I hvert tilfælde i Danmark. For i for eksempel Tyskland er det meget mere normalt, at man arbejder med fårehyrder, der passer på fårene og sørger for, at afgræsningen af arealerne sker hensigtsmæssigt. Sådan er det også i andre af vores europæiske nabolande. I Frankrig støder man ofte på store flokke af får, der ledsages af en fårehyrde, og i Grækenland er det ligeledes meget almindeligt. Man kan spørge sig selv, hvorfor der stadig er fårehyrder i andre lande, mens der stort set ingen er i Danmark.

Til det spørgsmål svarer Danmark eneste professionelle kvindelige fårehyrde, Berit Kiilerich fra Lystbækgård ved Ulfborg, at det efter hendes mening er en vigtig funktion, men at vi desværre i Danmark ikke har nogen kulturel tradition for fårehyrder. Og det er svært at blive fårehyrde, selv om man måske har lyst til det, fordi vi ikke har et tilstrækkeligt stort antal dyr. Selv er Berik Kiilerich uddannet i England og Skotland, hvor der er betydeligt flere dyr at arbejde med. Og her har man naturarealer nok til, at man kan holde fårene i naturen også om vinteren. Og så får fårehyrderollen en større betydning.

At fårenes funktion er landskabsplejende fortæller Berit Kiilerich om på denne måde: ”Jeg synes, det er et smukt billede at se dyrene i landskabet. Dyrene gør nytte ved at afgræsse, og man kan sige, at de så at sige åbner landskabet med deres tilstedeværelse. Mennesket, dyrene og naturen bidrager tilsammen til en økologisk cirkel, som er så utrolig vigtig for os alle sammen.” Sin drøm om et liv med fårene har Berit Kiilerich realiseret på gården Lystbækgård, som hun har omdannet til et besøgscenter, hvor man har lejlighed til at studere de gamle traditioner med fårehold. Her har man chancen for at finde ud af, hvad det vil sige at finde landskabets tråde, landskabets poesi og det at opnå et revitaliseret landskab i samspillet mellem natur og dyr. ”Det er en levende kulturarv, der formidles, når man som vandrehyrde går omkring i naturen med en stor fåreflok, og det giver helt sikkert en bedre afgræsning,” siger Berit Kiilerich.

Også andre naturområder som Nationalpark Mols Bjerge anvender fårene som naturpleje. Her er det Gutefår fra Gotland, som afgræsser arealerne i naturparken. På spørgsmålet om fårehyrder svarer skovløber Bent Caspersen, at det vil give underskud, hvis man skal indregne løn til en fårehyrde. Desuden Gutefårene så selvhjulpne og hårdføre, at der ikke er det store behov. Fårene går ude hele året – også hvis vinteren er streng. Faktisk vil disse bestemte får slet ikke kunne overleve at blive lukket ind om vinteren.

Fårene som nyttedyr og landskabsplejere er nu måske truet fra anden side efter, at ulvene er kommet til Danmark. I 2017 mistede flere får livet i området vest for Holstebro, og mistanken rettes mod ulvene. Derfor har ejerne fået erstatning, men det mindsker ikke fårene lidelser, når de bliver skambidt. Derfor er det et stort problem for fåreavlerne, hvis ulvebestanden øges. Truslen fra ulvene rammer i øvrigt også kalvene i naturområderne, fordi ulvene ikke år af vejen for at dræbe et relativt stort dyr.

Lam som delikatesse.

”Den, der én gang har smagt lam fra marsken, vil ikke have andet bagefter”. Sådan lyder påstanden fra dem, der sværger til lammekød fra de egne, hvor græsarealerne ofte oversvømmes af saltvandet. Som det f.eks. sker ved vadehavet både syd og nord for den dansk/tyske grænse. Her græsser fårene ved digerne og på arealer, hvor græsset så at sige vokser med fødderne i saltvand. Det giver, siges det, en helt speciel smag til lammekødet, og det værdsættes i høj grad af gourmet-kokkene i begge lande.

I Europa spises der som helhed store mængder af lammekød fra New Zealand. Kødet er meget sart og mørt, og prisen er lav. Lammene bliver her som hovedregel slagtet efter bare 12 ugers levetid. Det er ikke tilfældet på vores nordligere breddegrader, hvor lammene som oftest opnår at blive mellem 6 og 11 måneder, før de ender på slagtebænken. Det giver mere smag til kødet, men det betyder så til gengæld også, at prisen stiger, fordi udgifterne har været større i lammenes levetid. Lammekød bliver en mere og mere eftertragtet spise af både allergikere og af alle andre forbrugere som går op i at spise kød, som er sundt, har et lavt fedtindhold og som kommer fra dyr, som har levet et anstændigt liv på gode betingelser i fri natur.

Om kødet stammer fra den ene race eller den anden, er der måske ikke så stor forskel på, hvis man bare koncentrerer sig om smagen. Blindtests har vist, at meget få virkelig kan smage forskel – hvis nogen overhovedet. Så når man taler om fåreracer, er det formentlig mere dyrenes evne til at tilpasse sig i naturen, uldens beskaffenhed og kvalitet samt måske mælkens smag, der er tale om.

Én ting er sikker. Uden fårehold ville de store, vilde naturområder se anderledes ud. Får er lammefrom naturpleje.

 

Elsa Holmer, Grænseguiden

 

Links:

http://www.jagtognatur.dk/vildtarter/muflon.html

https://www.lystbaekgaard.dk