GrænseGuiden.dk


Danskerne betaler stadig mest for fødevarer i EU

Eurostat offentliggjorde for nylig en ny statistik baseret på tal fra december 2017. Her fremgår det endnu engang med al tydelighed, at Danmark er et af de dyreste lande i Europa, når det gælder indkøb af fødevarer, drikkevarer og tobak. Faktisk er Danmark, som det også var tilfældet for 5 år siden – i 2013 –  det suverænt dyreste EU-land overhovedet sammenlagt på det punkt.

Alkoholiske drikke er generelt steget en smule i pris i Danmark. Det samme gælder almindelige fødevarer. Foto: Elsa Holmer.

Alkoholiske drikke er generelt steget en smule i pris i Danmark. Det samme gælder almindelige fødevarer. Foto: Elsa Holmer.

 

Statistikken fra Eurostat viser også en anden ting, nemlig at de 3 EFTA-lande Schweiz, Norge og Island på alle punkter topper priserne i Europa. Her blander Danmark sig desværre i konkurrencen ved at være nummer 3 skarpt forfulgt af Island som nr. 4. På fødevarer og ikke-alkoholiske drikke tilsammen, ligger Island på 146, mens Danmark ligger på 147. Der er et godt hop ned til de næste lande i kæden. Sverige, Østrig, Luxembourg, Irland og Finland ligger alle på 120-126, mens de øvrige europæiske lande ligger på 112 eller derunder. Alle tal er målt i forhold til gennemsnitstallet for fødevareomkostninger i Europa, som ligger på 107.

Tyskland er i denne seneste statistik rykket ned under gennemsnitstallet for Europa og ligger på 106. Alle tal er set i forhold til den gennemsnitsprisen i Europa, som er på 107.

Tabel fra EUROSTAT baseret på tal fra december 2017.

Tabel fra EUROSTAT baseret på tal fra december 2017.

http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php?title=Comparative_price_levels_for_food,_beverages_and_tobacco

 

Den undersøgelse, Eurostat har lavet, er foretaget i 38 lande, hvoraf de 28 er EU-lande. Omkring 500 sammenlignelige produkter er med i undersøgelsen, som er meget omfattende. Undersøgelsen fra 2003 viste, at niveauet for fødevarepriser var faldet i tiårs perioden fra 2003 til 2013. Priserne faldt mest for rene fødevarer og tobak og mindst for ikke-alkoholiske drikkevarer.

Hvordan priserne har bevæget sig fra 2012 og til 2017 kan man se ved at sammenligne disse to tabeller:

 

Eurostat fødevarepriser publiceret 2013 (priser for året 2012) Danmark Tyskland Dyreste i Europa Billigste i Europa
Ikke-alkoholiske drikkevarer 190 104 204 (Norge)   74 (Rumænien)
Alkoholiske drikke 140   82 288 (Norge)   67 (Bulgarien)
Tobak 115 102 270 (Norge)   52 (Ungarn)
Olie og fedt 155   99 177 (Norge)   74 (Polen)
Frugt, grøntsager, kartofler 134 109 178 (Norge)   55 (Polen)
Andre fødevarer 172   96 216 (Norge)   73 (Polen)
Brød og kornprodukter 159 104 183 (Norge)   57 (Bulgarien)
Kød 132 128 221 (Schweiz)   55 (Polen)
Fisk 125 110 168 (Schweiz)   67 (Polen)
Mælk, ost og æg 117   92 214 (Norge)   63 (Polen)
Fødevarer som helhed 139 106 184 (Norge)   60 (Polen)
Fødevarer og drikkevarer samlet 142 102 159 (Norge)   49 (Bulgarien)

 

 

Eurostat fødevarepriser publiceret 2018 (priser for året 2017) Danmark Tyskland Dyreste i Europa Billigste i Europa
Ikke-alkoholiske drikkevarer 166 104 184 (Norge)   64 (Makedonien)
Alkoholiske drikke 142   86 255 (Island)   63 (Makedonien)
Tobak 105 102 219 (Norge)   27 (Makedonien)
Olie og fedt 148 105 177 (Schweiz)   66 (Makedonien)
Frugt, grøntsager, kartofler 138 115 166 Schweiz)   46 (Makedonien)
Andre fødevarer 177   99 190 (Norge)   67 (Polen)
Brød og kornprodukter 166 103 167 (Norge)   53 (Rumænien)
Kød 137 120 247 (Schweiz)   53 (Polen)
Fisk 131 112 172(Schweiz)   57 (Makedonien)
Mælk, ost og æg 130   92 177 (Norge)   63 (Polen)
Fødevarer som helhed 145 106 178 (Schweiz)   58 (Makedonien)
Fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer samlet 147 106 159 (Schweiz)   58 (Makedonien)

 

Som det ses af tabellerne ovenfor, holder priserne i forhold til gennemsnitstallet for Europa sig nogenlunde på de samme pladser. Der er dog nedgang i prisniveauet for ikke-alkoholiske drikkevarer i Danmark, hvor prisnedsættelsen er et resultat af nedsættelsen af afgifter i 2017.  Til gengæld er der en stigning i prisniveauet for sunde fødevarer som brød og kornprodukter, fisk, mælk ost og æg og for frugt og grønsager. Der er desværre en tydelig tendens til, at de sunde fødevarer er blevet dyrere de seneste 5 år, mens de usunde som sodavand, tobak, olie og fest samt alkoholiske drikke er blevet billigere.

 

At Norge, som ikke er EU-medlem, men associeret (EFTA/EØS), scorer de højeste priser på stort set alle produkttyper, har man efterhånden næsten vænnet sig til. Det er ikke første gang, landet indtager førstepladsen over de lande i Europa, hvor det er allerdyrest at fylde indkøbsposen. Men Schweiz er også med helt oppe i toppen af listen. Og som noget nyt er Makedonien det altovervejende billigste land at købe ind i. Polen er kravlet op fra at være billigst til at ligge et stykke længere oppe på listen.

 

For de, der selv har lyst til at studere tallene nøjere, findes hele statistikken på følgende link:

http://epp.eurostat.ec.europa.eu/statistics_explained/index.php/Comparative_price_levels_for_food,_beverages_and_tobacco

 

Danske priser steget siden 2009.

Hvis man sammenligner den nye undersøgelse med den samme Eurostat-undersøgelse publiceret i 2010 (tal for 2009), viser det sig, at mens de tyske fødevarepriser generelt har været faldende, er det modsatte sket i Danmark. De meget omtalte ekstra fedtafgifter, som nu igen er fjernet, har naturligvis haft deres indvirkning på de danske priser på dette område. Det har derimod kornpriserne, som har været faldende i store dele af perioden, ikke. Brød og kornprodukter er til stadighed blevet dyrere i Danmark, mens de er faldet i Tyskland.

 

Eurostat fødevarepriser 2012 og 2009 DK 2017 DK 2012 DK 2009   DE 2017 DE 2012 DE 2009
Ikke-alkoholiske drikkevarer 166 190 193   104 104 106
Alkoholiske drikke 142 140 135     86   82 91
Tobak 105 115 117   102 102 119
Olie og fedt 148 155 140   105   99 98
Frugt, grøntsager, kartofler 138 134 134   115 109 127
Andre fødevarer 177 172 160     99   96 106
Brød og kornprodukter 166 159 146   103 104 110
Kød 137 132 131   120 128 126
Fisk 131 125 120   112 110 109
Mælk, ost og æg 130 117 115     92   92 92
Fødevarer som helhed 145 139 134   106 106 111
Fødevarer og ikke alkoholiske drikkevarer samlet 147 142 139   106 102 110

De røde tal markerer stigninger i priserne, mens de blå tal markerer faldende priser.

Ser man på tabellen er det iøjnefaldende, at det er produkter som sodavand, tobak og olie og fedt, der er faldet i pris i Danmark – eller for olie og fedts vedkommende først steget og derefter faldet igen. Det er bemærkelsesværdigt, fordi det ofte bliver nævnt, at man satser på at gøre sunde fødevarer billigere og usunde dyrere. Det er ikke ligefrem det, der er sket.

 

Hvem eller hvad er synderen?

Mange forbrugere er overbeviste om, at de høje skatter og afgifter samt lønforskellene er den stygge ulv i fortællingen om de høje, danske priser. Men selv om der korrigeres for disse ting, så ligger de danske priser stadig i top. Og selv om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ind imellem  skruer bissen på, har det danske prisindeks i forhold til gennemsnitsprisen i Europa alligevel bevæget sig én vej – opad.

Det virker derfor også en smule komisk, når topchefen for Dansk Supermarked, Per Bank, kommer med forslag om at lave en afgiftsfri zone i Danmark, så man kan handle grænsehandel i vores eget land. Det lader slet ikke til at være gået op for Dansk Supermarkeds topledelse, at grænsehandelen i de senere år har ændret sig væsentligt, fordi forbrugerne har fået øjnene op for de mange andre varer, der kan handles billigere i Tyskland. De danskere, der kører over grænsen for at hente øl, slik, sodavand og alkohol, nøjes ikke med det. De går til tandlæge i Tyskland. De køber tøj, sko og fødevarer i helt almindelige tyske butikker. De handler ikke kun i grænsehandelsbutikkerne.

Indtil videre ser det ikke ud til, at de danske og tyske priser nærmer sig hinanden. Forbrugerne i Danmark må åbenbart indstille sig på at leve med de høje priser – og grænsehandle, når de vil købe ind til fordelagtige priser.

 

Elsa Holmer, Grænseguiden