GrænseGuiden.dk


Semperoper Dresden – et hus fyldt med historie og toner

Lige over for slottet Zwinger i hjertet af det gamle bycentrum i Dresden ligger Semper-operaen. En historisk bygning, som blev åbnet første gang i 1667. Historiens vingesus kan føles her samtidig med, at operaen bliver drevet som en moderne virksomhed med en belægningsprocent på 98. Det er ganske imponerende.

Fra Figaros Bryllup. Foto: Matthias Creutziger / Semperoperaen.

Fra Figaros Bryllup. Foto: Matthias Creutziger / Semperoperaen.

 

Operahuset midt i Dresden har altid haft et imponerende repertoire. Mange kendte komponister og dirigenter har været tilknyttet huset, som har en lang og dramatisk historie. Allerede under Hofkapelmester Johann Adolph Hasse, som var tysk operakomponist og sanger og ansat som kapelmester fra 1731, hævede Semperoperaen sig som en metropol blandt operahuse. Komponisten Carl Maria von Weber havde sin gang som leder her, og selveste Richard Wagner blev Hofkapelmester i 1843.

Også husets eget orkester, det Saksiske Statskapel Dresden, er et af de mest velrenommerede orkestre i verden. Orkestret blev oprindeligt grundlagt i 1548, så de historiske tråde er markante.

Gottfried Semper, som var arkitekten bag den nuværende runde bygning, måtte til tegnebrættet et par gange, idet det ”smukkeste teater i verden”, der stod færdigt i 1841, gik til grunde i en brandkatastrofe i 1869. Genopbygningen fandt sted i årene 1871 til 1878 – altså over hele 7 år.  Det var ikke nogen nem opgave at genskabe operaen og få bygningen til igen at rejse sig som Fugl Phoenix i hjertet af byen. Men anstrengelserne bar frugt, og man kunne igen opleve toner fra Mozart, Wagner, Strauss, Puccini, Verdi og mange andre store komponisters værker. I 1944 besluttede man dog, at man ville indstille opførelserne på teatret under åget af det, man kaldte ”den totale krig”. Bombardementerne af de tyske byer var simpelthen blevet så massive, at man ikke ville risikere at have så mange mennesker samlet i én bygning. Den sidste forestilling, der blev spillet inden lukningen, var Carl Maria von Webers Jægerbruden.

Semperoperaen ved dagslys. Foto: Erwin Döring / Semperoperaen.

Semperoperaen ved dagslys. Foto: Erwin Döring / Semperoperaen.

 

Det var formentlig en klog beslutning, man tog der. Ved det totale bombardement af Dresden i februar 1945 blev operaen nemlig ramt af flere fuldtræffere, og den styrtede sammen som et korthus. Man fortsatte operaopførelserne i Staatsschauspiel Dresden, og først i 1985 kunne man fejre åbningen af det smukke operahus, som igen var blevet opført efter de originale tegninger. Det skete på datoen d. 13.februar, som for Semperoperaen og for Dresden er en markant symbolsk dato, idet det var den dag, de voldsomme bombninger af Dresden fandt sted 40 år tidligere i 1945. Åbningsoperaen var – naturligvis – Carl Maria von Webers Jægerbruden.

Men ødelæggelserne var ikke slut hermed. Da Elben i august 2002 gik over sine bredder med voldsomme oversvømmelser til følge, blev operahuset igen ramt. Reparationerne beløb sig til 27 millioner Euro og varede 3 måneder.

I årene fra 1842 til i dag har en lang række på næsten 40 uropførelser af operaværker fundet sted netop på dette sted. Og repertoiret i dag spænder vidt. Alene i juni måned i år opføres Verdi’s Rigoletto, Puccini’s La Bohème, Mozart’s Don Juan og Figaros bryllup, og i juli og august kan man se og høre Wagners Den flyvende hollænder, Strawinsky’s Oedipus Rex, Bizet’s Carmen og Verdi’s Skæbnens magt. Udover denne perlerække af operaer spilles og opføres der en del koncerter og balletter.

 

Det er i sig selv lidt usædvanligt, at operahusene har forestillinger sommeren over. Og der holdes da også på Semperoperaen pause fra 12.juli til 29.august. Men indtil midten af juli er der altså stadig chance for, at man kan erhverve sig en billet til en forestilling.

Listen over gæste-solister og -dirigenter hos Semperoperaen i 2018 er lang – alt for lang til, at det giver nogen mening at begynde at nævne nogen navne. De kan til gengæld i ro og mag studeres her: https://www.semperoper.de/ensemble.html#29652-2

En af gæstedirigenternes navne falder umiddelbart i øjnene for Skandinaver. Dirigent Erik Nielsen, som flere gange tidligere har været gæstedirigent i Dresden, skal nemlig på podiet til opførelsen af Oedipus Rex. Erik Nielsen er dog ikke, som navnet ellers antyder, dansk. Han er derimod en velrenommeret amerikansk dirigent fra Iowa, kendt fra bl.a. Welsh National Opera og som chefdirigent hos Bilbaos symfoniske orkester.

Der er flere måder at erhverve sig en billet til Semperoperaen på. Billetsalget har åbent hverdage fra 10-18, lørdage 10-17. Der kan være ændrede åbningstider i ferieperioden. Der vil også altid være åbent i billetlugen 1 time før forestillinger. Her kan man være heldig at erhverve sig en uafhentet billet. Billetter kan desuden bestilles på telefon: 0049 351 4911 705 eller mail: bestellung@semperoper.de

For de gæster, der gerne vil forkæle ganen efter forestillingen, står restaurant William parat med en Après Opera 2-retters menu for 29 € pr. person. Mod forevisning af billetten, får man en flaske vand gratis. Restaurant William er beliggende tæt på operaen i Theaterstrasse 2.

 

Rigtig god fornøjelse

 

Elsa Holmer, Grænseguiden.