GrænseGuiden.dk


Flygtninge i Danmark – anno 1945.

Et helt specielt kapitel i historieskrivningen mellem Tyskland og Danmark er fortællingen om de mange tyske flygtninge, der befandt sig i Danmark efter afslutningen af 2.verdenskrig.

Beboelsesbarakker i flygtningelejren i Oksbøl 1945-49. Foto: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv.

Beboelsesbarakker i flygtningelejren i Oksbøl 1945-49. Foto: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv.

 

Den 5.maj om morgenen befandt der sig i Danmark 245.000 tyske flygtninge, 250.000 tyske soldater, 50.000 sårede soldater samt 25.000 allierede flygtninge – i alt et stykke over en halv million mennesker, som den danske stat og de danske borgere skulle rumme i kortere eller længere tid. De tyske soldater begyndte allerede samme dag turen tilbage over den dansk/tyske grænse, mens de 245.000 flygtninge skulle huses og indkvarteres over en årrække. Det førte til oprettelse af flygtningelejre flere steder i landet. Flygtningelejren i Oksbøl var den største med et samlet antal flygtninge på ca. 36.000 mennesker. En by bag pigtråd, som den senere fik som betegnelse.

Da de russiske styrker rykkede ind i Tyskland i slutningen af krigen, flygtede et stort antal tyske statsborgere mod vest. Det førte til massive flygtningestrømme, hvoraf altså en del mennesker søgte tilflugt i Danmark. De barakker, som den tyske værnemagt havde benyttet under krigen, blev i første omgang brugt til at huse flygtninge, og siden blev også adskillige skoler og andre bygninger inddraget. I Oksbøl startede det med 9.000 mennesker, men lidt efter lidt kom flere til, og det endte med at blive Danmarks 6. største by – en by med 36.000 indbyggere bag pigtråd.

Tilværelsen for de tyske flygtninge i Oksbøl blev helt naturlig noget speciel og for mange meget trøstesløs. Også selvom de danske myndigheder og lejrens ledelse behandlede dem så pænt, som det nu lod sig gøre efter en krig, hvor de selvsamme flygtninge blev betragtet som fjenden, men mere fordi alle havde en fælles drøm om at vende hjem, selvom der for mange af dem ikke var noget hjem at vende tilbage til. Tilmed boede de fleste flygtninge i små og ofte kolde rum i de mange barakker. Og dødstallet lå væsentligt over det samme tal for den danske befolkning. Overdødeligheden var især markant for børn mellem 0 og 2 år. Mange af de tyske flygtninge havde været på en lang og hård flugt fra den russiske fremrykning. Det betød naturligvis også, at de var afkræftede, da de nåede Danmark, hvilket igen betød, at en del bukkede under i den første tid. Overdødeligheden aftog dog i 1946, hvor der kom mere normale forhold.

 

Lejren havde en dansk administration på blot 27 personer. Det vil sige, at hver enkelt medarbejder havde ansvar for 1.300 mennesker – en umulig opgave under normale omstændigheder. Men at lejren overhovedet kom til at fungere, skyldes i væsentlig grad, at der var en godt samarbejde mellem danskere og tyskere, og at der i byen eksisterede eget byråd, som sørgede for at indskærpe lejrledelsens regler og sørge for ro, og at tyskerne i det hele taget løste størsteparten af de daglige opgaver selv.

Det var forbudt ved lov – og strafbart – for de tyske flygtninge at optage kontakt med den danske befolkning, og selv om der efterhånden blev oprettet både skoler og hospital, fik hverken børn eller voksne tilbud om at lære dansk. Det var vigtigt, at man sendte det signal, at alle skulle vende hjem til Tyskland igen så hurtigt som muligt. Ordet integration var ikke eksisterende.

Byen bag pigtråd var et pengeløst samfund, som skulle bringes til at fungere. Og dertil havde man både folkeregister og arbejdsanvisningskontorer. Der var nemlig arbejdspligt for alle mænd fra 14 til 65 år og for kvinder fra 14 til 60 år. Mange kvinder måtte påtage sig hårdt arbejde som f.eks. arbejde i tørvemoser, transport og forskellige håndværk, fordi der var en stor overvægt at kvinder i lejren. Der var desuden landbrug med fåre- og svine-opdræt, gartnerier, snedkerværksteder, autoværksteder og meget mere helt som i en almindelig dansk by. Man havde eget elværk, vandværk, brandvæsen, telefoncentral og sågar banegård.

Og så var der masser af politi til at holde styr på de mange mennesker. I alt arbejdede 60 kriminalbetjente og 225 ordensbetjente på opgaven. Kredslægen i Varde, overlægen fra Amtssygehuset, en praktiserende læge samt overlægen ved Spangsbjerg Sanatorium dannede en slags dansk overordnet ledelse for omkring 30 tyske læger og et hospital, som var et af Danmarks største. Man kæmpede bl.a. for at undgå udbrud af epidemier, som ville have været en katastrofe for den tætpakkede by.

Der måtte ikke fraterniseres, men alligevel blev der født godt 900 børn i lejren i den tid, den bestod – på trods af, at der i alle flygtningelejre hang en advarsel med følgende ord:

”Ethvert Samkvem med tyske Flygtninge er forbudt.
Det er forbudt at stå stille eller færdes frem og tilbage langs
Flygtningelejerens Indhegning eller i dennes umiddelbare Nærhed.
Overtrædelse medfører Straffeansvar”.

Pige med barnevogn i lejren. Foto: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv

Pige med barnevogn i lejren. Foto: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv

 

På trods af omfattende bevogtning opstod der alligevel rygter om bordelvirksomhed indenfor lejrens grænser – velvilligt bragt til torvs af artikler i såvel Politiken og Esbjergbladet, som bl.a. skrev: Efter hvad vi erfarer, er der i Oksbøllejren blevet afsløret en veritabel Bordel- virksomhed, som havde overordentlig stor Søgning bl.a. af Soldater fra Esbjerg. Man ved endnu ikke, hvem der har indrettet Bordellen, for siden Politiet er kommet paa Sporet, er ”Forretningen” blevet ophævet og saavel ”Personale” som Ledelse flygtet. I Bordellen, som var indrettet i en gammel tysk Barak, fandtes henved en Snes Kvinder, alle tyske Flygtninge. Det er foreløbig en Gaade, hvorledes det har været dem muligt Aften efter Aften at komme ud af Lejren.

 

Uanset om der var hold i rygterne eller ej, så var de sejlivede – måske også på grund af danskernes generelle modvilje mod flygtningelejrene, hvor mange mente, at de tyske flygtninge blev behandlet for pænt og at de ”ikke bestilte andet end af nyde livet og sole sig på græsplænerne”. Det var nu langt fra sandheden.

 

At der også var forskel på folk i lejren i Oksbøl viser et eksempel, som fortælles af Ragnhild Anker Pedersen, der var gift med P. Anker Pedersen, som overtog lejrledelsen i 1946. Hun skriver sådan:

Og der foran os lå så “byen”, som i mere end tre år skulle blive et “hjem” for de mange flygtninge. Den særeste by jeg nogensinde har set. Alle gader havde navne. Lige foran lå die Hauptstrasse (“Strøget”), hvor de fine havde deres bopæl, og ud fra denne hovedgade bredte så alle sidegaderne sig. Den ene mere trøstesløs og trist at se på end den anden, for selvom der hist og her ragede et enkelt lille træ op – så var mange af dem ynkeligt skamferet, frasavet dele i nattens mulm og mørke. Hver barak fik ganske vist sin brændselstildeling – men alligevel kneb det mange steder at holde varmen, når kulden for alvor holdt sit indtog.

 

På “Strøget” havde også dr. Best’s hustru og børn bopæl. Hun følte sig forurettet, var stolt som en pave, mængede sig ikke med nogle, og da hjemsendelsen begyndte, og det var hendes tur, forlod hun lejren, ikke blot med børnene, men også med en husassistent i sit følge. Fru Best var kommet til lejren sammen med en del af det tyske gesandtpersonale.

 

At Danmark klarede den store opgave i årene 1946-1949, hvor de sidste flygtninge forlod landet, samtidig med, at det danske samfund også skulle rejse sig efter belejringen, kan kun skabe respekt. Også selvom det spørgsmål er blevet stillet, om ”Danmark svigtede da det gjaldt”. Historien om de mange tyske flygtninge og lejren i Oksbøl leder også uvilkårligt tankerne hen på flygtningesituationen i Danmark anno 2018.

Lejren i Oksbøl – bag pigtråd. Foto: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv

Lejren i Oksbøl – bag pigtråd. Foto: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv

 

Det danske flygtningeproblem efter 2.verdenskrig var et dansk anliggende, som skulle løses af Danmark. Og det blev det.

Barakkerne i Oksbøl er siden blevet brugt til at huse militærnægtere i årene 1949-1959. Siden blev de brugt af hæren i 1960-83 og blev til sidst vandrerhjem i 20 år fra 1983-2013. Der er nu kun få barakker tilbage, men flygtningekirkegården ligger der stadig. Der er planer om at oprette et flygtninge museum i de tilbageværende barakker under Vardemuseerne.

Medarbejder John V. Jensen fra Vardemuseerne har stillet sin store viden og kilder til rådighed for denne artikel.

 

 

 

Elsa Holmer, Grænseguiden.