GrænseGuiden.dk


Tyske bilproducenter i konkurrence om elbiler.

Man kan ikke påstå, at elbil-markedet i Tyskland har boomet de senere år på samme vis, som det gør i f.eks. Norge. Det har haft sin gode forklaring i de lange strækninger, mange mennesker kører over i et så stort land som Tyskland. Til gengæld bevæger markedet sig nu kraftigt, og salget af hybridbiler stormer frem.

e-Go – lille elbil til bytrafik. Foto venligst stillet til rådighed af e.Go Mobile.

e-Go – lille elbil til bytrafik. Foto venligst stillet til rådighed af e.Go Mobile.

 

Hybridbiler – eller biler med plug-in-hybrid-motor (en kombination af elmotor med opladningsstik og benzindrift) – er populære biler på det tyske marked, og alene i august 2018 var antallet af nyindregistrerede biler tre gange så stort som i samme måned året tidligere. Antallet af eldrevne biler, og her medtages såvel rene elbiler som hybridbiler, er nu oppe omkring en halv million. Det er et tal, der måske ikke virker så imponerende sat op imod, at der kører omkring 46 millioner tyske biler rundt på vejene. Men sammenligner man antallet med 2017 og 2016, er der en kraftig udvikling i gang. I 2016 blev der registreret i omegnen af 60.000 biler med el-drift, og i 2017 var antallet omkring de 100.000.

I skarp modsætning til Danmark, hvor der endnu ikke er vedtaget hverken tilskudsordning eller afgiftsfri ordning ved køb af elbil i stedet for en benzin- eller dieselbil, har man allerede en sådan ordning i både Norge, Storbritannien og altså også i Tyskland. Desuden har bilbranchen taget et kraftigt tag i sig selv efter den skandale, man populært betegner som ”Dieselgate” – altså tyske bilfirmaers svindel med snydesoftware i dieselbiler. Nu gælder det om at vinde terræn og først og fremmest tillid, og blandt andet derfor kaster de store tyske bilproducenter sig med stor iver over de miljøvenlige biltyper.

 Den populære men dyre Tesla. Foto: Allan Filbert.

Den populære men dyre Tesla. Foto: Allan Filbert.

 

Tesla står allerede i forbrugernes bevidsthed som den store luksuøse elbil. Men nu vil både Audi, VW, Mercedes, Porsche og Jaguar tage kampen op på markedet. Og man er allerede langt fremme i udviklingen af de nye elbiler.

Audi har udviklet e-tron, som bliver at finde på det danske marked efter sigende først på året 2019. E-tron vil have en rækkevidde på 400 km eller mere. Til gengæld vejer batteripakken alene 700 kg. E-tron er dog kun én af de i alt 12 elbiler, Audi vil præsentere senest i 2025.

Mercedes lover, at der i de kommende år bliver udviklet hele 7 forskellige eldrevne biler i deres regi. BMW lancerer en eldrevet sedan, som typemæssigt lægger sig mellem BMW i3 og i8. Desuden er man på vej med en ny 6-serie med elbilerne Gran Turismo og BMW X3 og BMW M5. I den helt store klasse har man udviklet M8GTE, BMW Z4 Concept og BMW X7 Concept, der blev præsenteret på IAA (Internationale Automobil Ausstellung )i september 2017. VW præsenterede på IAA 2018, som handlede om professionelle transport-køretøjer,  bl.a. nye el-varevogne som ABT e-Transporter, ABT-e-Caddy og den lille finurlige elektriske transportcykel Cargo e-Bike. Se mere her: https://www.volkswagen-nutzfahrzeuge.de/de/elektromobilitaet/elektromodelle.html

Jaguar har allerede præsenteret en meget rost elbil Jaguar F-Pace og kom i 2017 med en mindre model Jaguar e-Pace, som er en lille, høj Jaguar, som ’aldrig er set før’.

I det hele taget dominerer de høje SUV biler markedet mere og mere. Og stort set alle fabrikanter fokuserer på el-drevne køretøjer.

De mange nye tyske elbiler fra top-mærkerne kommer uomtvisteligt til at give Tesla rynker i panden. Der bliver sat virkelig store kræfter ind på at genvinde markedet fra de tyske producenters side. Og rækkevidden er et at de store temaer i kampen.

Men der er også røster, der maner til besindelse. Ingeniøren bragte i februar 2018 et interview med den tyske professor Günther Schuh fra det tekniske universitet i Aachen. Schuh har været med til at udvikle den lille elbil e-GO, som hovedsageligt er beregnet til bykørsel. Professoren påpeger, at teknologien i de batterier, der stadig anvendes i elbilerne, er mere end 20 år gammel. Han gør også opmærksom på, at elbilernes batterier skal helt ned på en pris af 55 € pr. kWh, hvis de skal være konkurrencedygtige på markedet i forhold til benzinbilerne. En VW Up, der kører på benzin har en kilometerpris på ca. 0,15 €, og det kan elbilerne ikke konkurrere med – så langt fra. Schuh mener, at man skal fokusere mere på de små bybiler, som virkelig kan være med til at forbedre miljøet, og mindre på rækkevidden og langdistancekørslen, indtil vi har en nyere teknologi. Læs mere her: https://ing.dk/artikel/tysk-teknologiprofessor-glem-elbiler-med-lang-raekkevidde-210756

At tyskerne i det hele taget er med til at trykke elbil-priserne i bund skyldes i høj grad, at man bruger nye produktionsmetoder såsom 3D-printede prototyper, digitale tvillinger og Scrum-metodik (Scrum=projektstyringsværktøj). Blandt andet 3D-teknikken har været grundlaget for, at man i løbet af 16 måneder kunne udvikle hele 4 versioner af e.Go. Tidligere har firmaet e.Go Mobile også udviklet elkøretøjet StreetScooter (som er en lille kassevogn). Den bliver i dag anvendt af Deutsche Post DHL Group til levering af pakkepost over hele Tyskland.

https://ing.dk/artikel/tyskere-trykker-elbil-prisen-bund-bruger-nye-produktionsmetoder-199320

 

 

Elsa Holmer, Grænseguiden

 

 

Flere links:

https://jyllands-posten.dk/livsstil/biler/ECE9833863/folkelig-elbil-skal-overhale-bilproducenter-indenom/

https://www.fyens.dk/Bil/Mange-nye-elbiler-er-lige-om-hjoernet/artikel/3224317