GrænseGuiden.dk


Efterårstur til solskinsøen Sild. (1)

Solen stråler fra en næsten skyfri himmel, da jeg ankommer til Rømø. Det er isnende koldt – omkring de 2 grader og med en frisk vind – og jeg har kørt gennem både sne og regn for at nå frem til færgen fra Rømø til Sild.

Færgen Rømø-Sild ankommer til Havneby. Foto: Elsa Holmer.

Færgen Rømø-Sild ankommer til Havneby. Foto: Elsa Holmer.

 

Alt er smukt, og færgen synes skinnende hvid, da den langsomt sejler ind i færgelejet på havnen i Havneby. Der er ingen trængsel på denne søndag sidst i oktober. Kun 2 rækker biler og 3 autocampere er med på overfarten, som tager ca. 40 minutter.

På vej ind til Sild – eller Sylt, som øen hedder på tysk – passerer vi strandene nord for byen List, som er den nordligste by på den smukke ø. Der er masser af mennesker på de brede, hvide sandstrande, men netop i dag tror jeg ikke, man behøver at spekulere på, om man befinder sig på en såkaldt ”Textil-Strand” eller en FKK-Strand. Det sidste er betegnelsen for en naturist-strand, mens det første betegner en strand, hvor det forventes, at man har badetøj på. Og begge slags strande er der mange af på Sild. De bliver benyttet livligt om sommeren, men netop denne smukke, men kolde søndag, ville det undre mig, om der var nogen forskel. Det er overfrakkernes og støvlernes tid.

Færgen mellem Rømø og Sild er kendt for at være den billigste vej til den tyske bade- og rigmands-ø, og mange tyskere tager vejen om ad Rømø, fordi det er en kendt sag, at det er billigere at komme med færgen end med autotoget, som går fra Niebül til Westerland midt på Sild. Det er korrekt, at der med færgen gives rabat på  endagsbilletter, men vil man overnatte på Sild eller holde ferie der, er billedet lidt anderledes. Det koster 371,50 kr. at købe en enkeltbillet til en personbil (incl. passagerer). En returbillet koster 611,50 kr. – dog 540 kr., hvis man kører tur-retur samme dag. Er bilen længere end 6 meter, skal man betale 740 kr. tur retur.

Men det er stort set det samme prisleje, hvis man tager autotoget frem og tilbage. Normalprisen ligger på omkring de 50-59 € for en enkelt-tur, men her uden for sæsonen er der masser af tilbud på billigere priser, faktisk helt ned til 19 € (145 kr.). Så myten om de billige færgeture holder ikke helt. Hvis man bor på øen er priserne dog ganske anderledes.  Så kan man nemlig komme med såvel færge som med autotog for blot ca. 20 € pr. tur. Der er 2 firmaer, som konkurrerer om at køre bilerne tilbage til fastlandet med ankomst i Niebüll. Se venligst links sidst i artiklen.

 

List i rivende udvikling.

Færgen fra Rømø lægger til i List, som er en livlig by også en søndag middag sidst i oktober. Her ligger forretninger, caféer og restauranter side om side allerede helt nede ved færgelejet, og gaderne er vel besøgte. På trods af den pludselige vinterkulde sidder gæsterne udenfor i de berømte Sylter-strandstole og nyder et glas vin. Der er en helt speciel stemning på Sylt, og den mærkes, så snart man kører i land.

For bare 8-10 år siden var List betydeligt mere uinteressant, end byen er nu, hvor forretningslivet blomstrer, og restauranter er skudt op som paddehatte. Det ses også tydeligt, at de store, flotte huse med stråtag har bredt sig fra Kampen og Keitum og helt op nordpå. Det sætter et markant præg på List, og hvor før fiskerestaurant-kæden Gosch var næsten enerådende på havneområdet, er der nu liv og glade dage med butikker og spisemuligheder af alle slags. De brede strande, der ligger på nordspidsen af øen, kommer man til via en smal vej med cement- eller træ-klodser. Det er ikke en strækning, man tilbagelægger med 80 km. i timen, men gudskelov er der ikke så langt, og der er gode parkeringspladser, hvor man kan stille bilen, mens benene strækkes på de brede, smukke sandstrande. Umiddelbart syd for havnen i List, er der badeforbud, men man skal ikke gå mange hundrede meter enten syd eller nord for havnen, før man kommer til en bred og dejlig sandstrand med mulighed for afslapning og en stille stund med solnedgang.

Livlig atmosfære hos Gosch Fiskerestaurant i List på Sild. Foto: Elsa Holmer.

Livlig atmosfære hos Gosch Fiskerestaurant i List på Sild. Foto: Elsa Holmer.

 

Børnene er der også tænkt på ved havnen med en legeplads, hvor forældrene kan overvåge deres små poder, mens de selv sidder behageligt i en af de berømte strandstole, som er så typiske for Sild. Og for de super-romantiske fandt man for et par år siden på at hænge et stort metal-hjerte op på en trævæg. Her kan forelskede par hænge en lås op som symbol på en evig kærlighed. Der blev dog hurtigt overfyldt med låse, og derfor er der på væggen nu sat flere metalsymboler op med plads til flere kærlighedslåse. Og her har også den helt specielle bænk, Hochzeitsbänkli (=bryllupsbænken) sin plads.

Lige uden for List ligger de bemærkelsesværdige vandreklitter, hvoraf den ene efterhånden er temmelig tæt på landevejen fra List og sydpå. Det kan om få år komme til at give alvorlige problemer for trafikken, for den store vandreklit er ikke én, man bare lige flytter. Vandreklitterne bevæger sig i takt med vejr og vind og naturen, og mennesket kommer hurtigt til kort her.

Typisk stråtækt hus ved Kampen på Sild. Foto: Elsa Holmer.

Typisk stråtækt hus ved Kampen på Sild. Foto: Elsa Holmer.

 

Kampen, hvor de virkeligt velhavende bor.

Kører man videre sydpå fra List, kommer man til Kampen, hvor de store, smukke stråtækte huse konkurrerer om opmærksomheden. Her finder man mærkevare-butikker af alle slags. Og de biler, der kører rundt i gaderne, er ikke af de mindste. Til gengæld er flere af de gader, der fører ned mod havet så tilpas smalle, at man ikke så gerne vover sig derind, hvis man ikke har et ærinde. Men til fods kan man til gengæld i ro og mag beundre de dyre huse, der skal opføres i en helt bestemt stil. Her er ingen stål og kæmpe glasfacader. Det er god stil. Det er smukt. Og det er virkelig dyrt.

I Kampen kan man som feriegæst komme til at bo helt nede på stranden – på Ferienwohnung Kliffsand. Man booker på hjemmesiden www.sylt-luksus.de, og man må medgive, at det er luksus. Til gengæld koster en overnatning også 3.275 kr. pr. nat for 2 personer, og det er absolut mindstepris. Dertil kommer, at man skal booke mindst 3 overnatninger for overhovedet at komme i betragtning til at bo her. 1.318 € (9.885 kr.) for en ferielejlighed i 3 dage for 2 personer er jo altså også en slat penge. Man kan dog komme ned på 1.768 kr. for et dobbeltværelse på f.eks. Hotel Rungholt, der også har en fremragende beliggenhed. For den pris får man så også 30 m2 værelse med ekstra stor dobbeltseng og andre luksus-fornødenheder – naturligvis i november måned langt uden for hovedsæsonen.

 

Der er dog mange – og også meget billigere – overnatningsmuligheder, hvis man gerne vil udforske den smukke og spændende ø. Denne beretning om en efterårstur til Sild fortsætter i næste artikel.

 

Rigtig god fornøjelse

 

Elsa Holmer, Grænseguiden.

 

 

Links:

https://www.syltfaerge.dk

http://www.hotel-rungholt.de

https://www.sylt.de/dk/om-sylt.html

http://www.autozug-sylt.de

https://www.syltshuttle.de/syltshuttle-de/start

https://www.syltshuttle.de/syltshuttle-de/start