GrænseGuiden.dk


Dresden i juleklæder

Tyskland emmer af jul uanset, hvor man befinder sig i landet.  Hver lille flække har sit eget julemarked, og de er populære som ingensinde før.

Striezelmarkt i Dresden. Foto: DMG M.Hennig

Striezelmarkt i Dresden. Foto: DMG M.Hennig

Danskere i stort antal har besøgt julemarkedet  i Flensborg – og for en del er det blevet en juletradition. Julehyggen er ikke til at tage fejl af, og der er stemning i gaderne hele december måned igennem. Små gammeldags boder præger gågaderne og torvene, og der skænkes Glühwein og spises pølser og røde kandiserede æbler i store mængder. Det er gammeldags hygge, og der handles i butikkerne med iver og lyst. Når man nu er i Tyskland, kan man lige så godt benytte sig af de lavere priser, også selvom der er langt, hvis der skal byttes gaver efter jul. Men så har man naturligvis anledning til endnu et besøg i den populære by.

Men flere og flere tager også på julerejser til de tyske byer, der ligger lidt længere væk fra Danmark. Det kommer bl.a. en by som Dresden til gode. Og her er der ikke mange chancer for at undgå julepyntede gader, for stort set hele Dresden centrum er pakket ind i jul. Den står på julemarked overalt, hvor øjet rammer.

Ved Kreuzkirche finder man det traditionelle Striezelmarkt, som godt 2 ½ millioner mennesker besøger årligt. Her er der boder med gamle håndværkstraditioner, kulinariske specialiteter, underholdning for børnene, julemusik og en daglig koncert i Kreuzkirche kl. 17.00.

Foto: K.E. Vögele.

Foto: K.E. Vögele.

Her finder man også en tribune, hvor der hver weekend er underholdning. Man holder Stollenfest, pyramidefest, peberkagefest og fest for juletræspyntning – bare for at nævne nogle få ting. Og Stollen – eller Striezel – er netop, hvad det drejer sig om her på Striezelmarkt, for Striezel betyder Stollen – eller tysk julekage, som den serveres i hele landet i mange afskygninger.

Boderne ved Striezelmarkt holder åbent hver dag til den 24. december fra kl. 10 – 21.
I Altstadt ved Frauenkirche er der gammeldags julemarked hver dag til og med d. 22. december. Her åbner man kl. 11 hver dag og slutter igen kl. 21 – weekender dog til kl. 22. Markedet strækker sig fra Frauenkirche til de Brühlske terrasser ved Elben. Og har man mod på mere, kan man besøge Dresdner Schloss, hvor der holdes middelalder-julemarked i Stallhof.

Frauenkirche er et centralt punkt i Dresden – både historisk og som samlingspunkt for byens borgere. Kirken blev ramt af brandbomber ved det store bombardement d. 13. april 1945, og 2 dage senere kunne murene ikke mere holde stand, og kirken sank sammen med et stort brag. Det tog mange år, før man begyndte at genopbygge kirken – faktisk til 1993. Kirken er 91 meter i højden, og alene kuplen, der er bygget i sandsten, vejer 12.000 ton. Frauenkirche står nu igen i al sin pragt, og de 8 fine klokker, der spiller hver dag, har hver sit eget navn og et bibelvers indgraveret.

 

Til overflod er også hele Prager Strasse pakket ind i jul. Den brede gade, der blev anlagt i 1851, er et sandt eventyr her i julemåneden. Prager Strasse blev som det meste af den indre by i Dresden fuldstændig ødelagt under 2.verdenskrig, og det, der var ladt tilbage, blev revet ned. Efter krigen blev gaden gjort betydeligt brede, og i forsøg på at lave Dresden til en metropol, blev der i Prager Strasse bygget nye, kæmpestore bygninger, som dog ikke just kom til at pryde bybilledet. Efter vestlig standard blev gaden helt enkelt betragtet som yderst hæslig og et udtryk som Gigantomani blev anvendt om byggestilen. Den gade, der før krigen kunne måle sig i elegance med Champs-Élysees i Paris og Kurfürstendamm i Berlin, var et misfoster. Forkerte proportioner gjorde gaden kvælende, og man tog konsekvensen af det og sanerede gaden ganske voldsomt i 2005. Der er stadig store, markante bygninger langs Prager Strasse, men turisterne tiltrækkes nu i stort antal – måske fordi den brede gades prydes af hyggelige siddepladser, flere springvand og kunst i bybilledet. Hotelkæder som Pullman og Ibis ligger midt i gaden, ligesom indkøbsgallerier, varehuse og talrige restauranter og caféer befinder sig her. Og nu altså også julen med al sin pynt og med utallige lys.

 

Også postpladsen i nærheden af museerne i Altstadt, afholder julemarked hver dag fra kl. 12-24. Her kan man feste med øl og Glühwein og hænge ud med vennerne til tonerne af munter julemusik.

På den anden side af Elben – i Neustadt – er der naturligvis også julemarked og tilmed i hovedgaden. Augustusmarkt hedder dette marked, som også kalder sig internationalt julemarked, og i weekenderne er der ligeledes stort julemarked i Kulturzentrum Scheune.

 

Har man ikke fået nok af alle julemarkederne i Dresden, kan man med fordel tage en tur med tog eller bus til enten Königstein, Meissen eller Pillnitz, hvor julemarkederne står i romantikkens tegn. Der er nok at se på, og der er idéer til julegaver til såvel store som små.

 

Dresden er en sand julemarkedsby, og man kan roligt tage en overnatning eller to, hvis man skal gøre sig håb om at se bare en lille del af alle herlighederne. Banegården ligger for enden af Prager Strasse, så det er indenfor gåafstand af stå på toget for at besigtige selv de yderligt beliggende julemarkeder omkring byen. Dertil kommer, at der er en overflod af koncerter og forestillinger i byen i december. Man keder sig ikke i Dresden. Indkøbsmulighederne er mangfoldige, og priserne er bestemt i den billige ende.

Julestemningen skal nok indfinde sig.

 

Rigtig god fornøjelse.

 

Elsa Holmer, Grænseguiden.

 

Links:

https://www.kulturkalender-dresden.de/weihnachtsmarkt-dresden/2018-12-08#Traditioneller%20Weihnachtsmarkt%20an%20der%20Frauenkirche

http://www.meissner-weihnacht.de

http://www.mittelalter-weihnacht.de/startseite.html

http://www.dresden.de/en/05/Christmas-in-Dresden.php

http://da.allexciting.com/dresden-christmas-market/