GrænseGuiden.dk

Til kamp mod de høje, danske priser!

Skærmbillede-2012-02-22-kl.-11.29.21

2013 bliver et år med mange nye gode besparelser

På trods af store anstrengelser og megen dokumentation om alt for høje priser i Danmark, lykkedes det ikke at få sat gang i konkurrencen i Danmark i 2012.

Op under jul kom der flere rapporter frem, som desværre bare bekræftede det, vi allerede hos GrænseGuiden flere gange havde dokumenteret. Vi betaler f.eks. over 700 millioner kroner for meget for den kaffe, vi køber i Danmark. Vi betaler mere end overpris for det daglige brød, og det selvom råvarepriserne faldt kraftigt. Sidst men ikke mindst, dokumenterede vi at Danmark har de højeste priser på dagligvarer i hele EU. I forhold til andre lande som f.eks. Tyskland lå de danske priser mere end 40% over de andre landes priser. Alle disse tal og rapporter lader til at være prellet af på de danske politikere. De tror tilsyneladende blindt på den danske dagligvarebranche, som selv regner på priserne og ud fra deres egne tal giver udtryk for, at priserne kun er omkring 4% højere. Hvis man fortsætter denne kurs, er der meget lang vej til lavere priser i Danmark.

Til gengæld er der mange gode idéer og forslag til besparelser, som har fundet vej til os. Disse idéer og forslag vil kunne bidrage til, at danskerne kan opnå endnu bedre priser syd for grænsen i 2013. Der er altså noget at glæde sig til, når vi får rullet idéerne ud i løbet af året. Og ikke mindst kommer der også mange flere, nye udbydere på GrænseGuiden det kommende år, med mere konkurrence og spændende tilbud til følge.

Vores mange planlagte pristjek for 2013 er allerede sat i gang, og inden længe vil det første udkomme. Forhåbentlig kan disse pristjek kaste lys over, hvorfor de forskellige danske tiltag ikke giver lavere priser i Danmark, men derimod syd for grænsen.

Vi her på GrænseGuiden kæmper for, at 2013 skal blive et år med endnu flere besparelser og endnu flere gode tips, så du som forbruger ved at handle syd for grænsen ikke skal blive ramt af den manglende konkurrence i Danmark.

Husk gerne på, at gode idéer og forslag til besparelser altid er velkomne hos os. Send os meget gerne dine forslag.

GrænseGuiden ønsker alle et dejligt nytår med masser af spændende nye tiltag og besparelser.